Turen som redda Ibsen

Loms Prestegaard 3. juli 1862:

"De første Dage af Juli kom Henrik Ibsen til Loms Prestegaard. Han havde faaet et lidet Stipendium "for at samle og optegne Folkeviser og Sagn i Hardanger og Sogn". Ibsens Digterry fløi jo allerede den Gang over Landet. "Gildet paa Solhaug" havde været opført paa Kristiania Theater og "Hærmændene paa Helgeland" været offentliggjort i "Illustreret Nyhedsblad". Det var derfor med ganske store Forventninger, vi hilsede ham som Gjæst. Nogle Guldkorn maatte der vel blive at plukke, nogen Aandsforfriskelser at hente. Men nei, Gjæsten var taus og tillukket og alle vore Anstrengelser for at bringe ham paa Glid uden Resultat. Selv min Far gik  dengang forgjæves i Ilden, og vi havde en Følelse af, at vor Digter forlod Prestegaarden ligesaa fremmed, som han kom. Det var mig derfor en glædelig Overraskelse, da Henrik Ibsen 15 Aar efter, ved Jubilæet i Upsala mødte mig som en gammel Bekjendt med en levende Erindring om Sommerdagene paa Loms Prestegaard.

Fra Lom drog Ibsen hin Sommer over Sognefjeld i følge med min mand, der skulde til Bergen. Ibsen blev saa overvældet af Fjeldverdenens storslagne Indtryk, at han ganske glemte Høisommeren og spurgte min Mand: "Tror De det er grønt, naar vi kommer ned i Sogn?" Det antages ogsaa, at Billedet af Fanaraaken har staaet for ham, da han skildrede "Iskirken" i Brand, ligesom  Fortællingen om Mari Graffers Pengesedler i Sengen under Dødskampen er benyttet i Skildringen af "Brands" mor.
Elise Aubert: Fra de gamle Prestegaarde

Unge Henrik (34) drakk og hadde sjølvmordstankar. Fjellet vart redninga. På denne turen gjennom Gudbrandsdalen og over Sognefjellet teikna han, skreiv dagbok og fekk inspirasjon både til Peer Gynt og Brand. Det var også her i Lom han møtte "Bøygen" for fyrste gong, den merkelege og ukjende hindringa som også Peer Gynt møter. Ibsen skreiv i dagboka: "...det mærkelige punkt i Bøverdalen hvor alle udveie synes at Stænges av fjellsidene. Dalføret er igrunnen ikke andet end en revne mellem bugtede, uhyre, sønderrevne fjeldmure og nedstyrtede tinder og bergstykker, så store at man kunde udhule en heel domkirke i mange af dem."
A-magasinet 4. august 2006 (heile artikkelen: Turen som reddet Ibsen vil bli lagt ut seinare.

Over Sognefjellet hadde Ibsen følgje med bonden Sølfest Erikson. Han hadde kutta dei slitte buksene sine ved knea. Sognebonden tykte ikkje han var høveleg kledd for høgfjellet og kjøpte på han solide vadmjølsklede og raud dølalue. Han følte seg nesten som ein nisse der han vandra opp solsida i Bøverdalen tidleg den 4. juli 1862 før dei søkte ly i Hervassbu. Her fortalde bonden om veidemannen som vart borte i fjellet hundre år tidlegare, og om rifla hans som vart funne ved brefallet. Slikt blir det verdslitteratur av:

Gå aldri dit; et vindstøts kast

har tidt nok voldt at breen brast;

et skrik, et rifleskudd er nok -

Frå siste scene i Brand.

Fannaråken

Rita